Renommé

View Original

Fyringskommunikation i superligaklasse

Det kan godt være, at Lyngby Boldklub ligger og roder rundt nede midt i den næstbedste danske fodboldrække. Men deres kommunikation om dagens fyring af træner Mark Strudal er i superligaklasse. Faktisk er Lyngbys kommunikation et skoleeksempel, som mange virksomheder kan lære af. Også virksomheder uden for fodboldens verden.

Hvad er det, Lyngby gør så godt? Frem for alt kommunikerer de åbent og troværdigt, og de gør det tydeligt for omgivelserne, at verden ikke er sort-hvid. Den fyrede træner er ikke en notorisk umulius, og tilsvarende er den øverste ledelse i Lyngby Boldklub ikke fuldstændig ufejlbarlig. Her er nogle eksempler:

1)    Det står klart, at det er Lyngby, der har fyret træneren. Lyngby kunne have valgt business-lingo-løsningen og ladet Mark Strudal gå ud med en forblommet meddelelse om, at han efter lang tids overvejelser havde besluttet at sige sin stilling op for at få mere tid til familien og for at søge nye udfordringer uden for Lyngby Boldklub, dog først efter at have drukket kaffe og tænkt over tingene i nogle måneder. Det klæder Lyngby at tone rent flag. Vi andre kan nemlig godt læse mellem linjerne. Og ikke kun når det er en fodboldtræner, der bliver sagt farvel til.

2)    Lyngby Boldklubs administrerende direktør Birger Jørgensen forklarer, hvad årsagen til afskedigelsen er. Og hvad den ikke er. Her kunne Lyngby have valgt at henvise til, at der er tale om en personalesag, og at man som følge heraf ”ikke har yderligere kommentarer”. Og det ER en personalesag. Men Lyngby har en række stakeholders, som har en helt legitim interesse i at få at vide, hvad baggrunden for fyringen er. Fans, sponsorer, samarbejdspartnere, ansatte, frivillige, ungdomsspilleres forældre osv. Andre virksomheder har også stakeholders. Og hvis de ikke bliver informeret, begynder de ganske naturligt at gisne og snakke. Det kan man selvfølgelig vælge at tage med som en ekstra omkostning oven i den afskedigede medarbejders fratrædelsesgodtgørelse. Men det er ikke altid, at folks gisninger har hold i virkeligheden. Og man risikerer nogle omdømme-skrammer, hvis falske negative informationer om virksomheden får lov til at brede sig.

3)    Lyngby Boldklub lader Mark Strudal komme til orde i klubbens officielle pressemeddelelse. Han får lov til at udtrykke sin ærgrelse over fyringen. Og han får plads til at sige tak til spillere og stab. Dermed siger Lyngby ordentligt farvel til Mark Strudal i fordøren i stedet for at lempe ham diskret ud ad bagdøren. Det er god stil.

4)    Lyngby Boldklub krediterer Mark Strudal for det, han har gjort godt. Og de gør det med konkrete eksempler. Ikke med de sædvanlige business-lingo-takketale-formuleringer om, at Mark Strudal har ydet en dedikeret indsats for klubben, og at man ønsker ham alt godt fremover. Og så medgiver direktør Birger Jørgensen, at klubben også har sin del af ansvaret for, at Strudals tid i trænersædet blev så kort. ”Strudal og co. har ikke fået det, vi troede, vi kunne tilbyde,” siger Birger Jørgensen i pressemeddelelsen.

Usædvanlig kommunikation? Ja, men åben, nuanceret og troværdig. Faktisk lige til en plads i krisekommunikationens superliga.