Lad det være sagt med det samme: Jeg er Falck-mand. Mit blod er ikke bare rødt. Det er Pantone 185. Jeg har arbejdet hos Falck. Det er et stykke tid siden, og jeg var ikke rigtig Falck-redder eller brandmand. Men jeg var en del af korpset. Aldrig, hverken før eller siden, har jeg oplevet at møde på arbejde hver morgen med en tilsvarende stolthed over at være med på holdet. Og det var med våde øjne og knækkende stemme, at jeg sagde min stilling i Falck-Huset op, fordi jeg havde fået mulighed for at tage et skridt videre op ad karrierestigen.

Derfor har jeg det selvsagt ikke særlig godt med de afsløringer, der er fremme i medierne nu, efter at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har undersøgt Falcks bestræbelser på at miskreditere den hollandske konkurrent Bios. Det er ærgerligt, at en virksomhed med en så stærk position som Falck har brugt de beskrevne metoder i en desperat kamp for at tilbageerobre ambulancekørslen i Region Syddanmark. Afsløringerne vil skade Falcks omdømme, og min vurdering er, at skaderne vil være synlige på bundlinjen. Lige som Danske Bank har mistet kunder, vil folk vende Falck ryggen og skifte til bl.a. Dansk Autohjælp.

Desværre kommer afsløringerne ikke som den store overraskelse. Da jeg selv arbejdede i Falck-Huset, var der konkurrence om, hvem der skulle drive ambulancerne på Djursland og i Roskilde. Især i sidstnævnte tilfælde brugte Falck også dengang metoder, som moralsk var dybt forkastelige. Og det kan jeg sige uden at bryde nogen former for tavshedspligt, for metoderne blev dygtigt afdækket af DR Dokumentar.

Jeg har med andre ord selv oplevet vedvarende tilsværtning af konkurrenter som en del af kulturen. Alligevel kommer det bag på mig, at en i mine øjne seriøs, reel og dedikeret topchef som Allan Søgaard Larsen har sagt ok til de metoder, der har været i anvendelse over for Bios. Som kommunikationsmand i Falck-Huset lærte jeg selv Allan Søgaard Larsen at kende som korpsets og medarbejdernes mand. Efter en stor orkan sov han eksempelvis ikke i 30 timer, men var med ude i driften og bakke op om de reddere og brandmænd, som kæmpede for at give danskerne tag over hovedet igen. Det undrer mig, at Allan Søgaard Larsen har været med til i den grad at spille hasard med Falcks renommé. Et vingeskudt renommé kan nemlig koste dyrt, meget dyrt endda – både eksternt og internt. Hvorfor tænkte Allan Søgaard Larsen ikke på det, da Bios-bølgerne gik højest?

Jeg tror, at en væsentlig del af svaret ligger i den usædvanligt stærke korpsånd, som er en del af Falcks DNA. Et DNA som også rummer den selvforståelse, at det i Danmark er Falck, der kører ambulancerne. Måske lige bortset fra de dele af København, hvor de kommunale kødpølser fra Københavns Brandvæsen varetager opgaven.

Korpsånden er en af Falcks helt store forcer. ”Her møder vi kl. 7 og går hjem, når vi bliver 67”, som en stationsleder sagde til mig, lige da jeg var startet. Men den stærke korpsånd kan også være et problem, når man oplever skærpet konkurrence inden for ens kerneforretning. Og det kan alle, som kerer sig om deres virksomheds eller organisations omdømme, lære af.

Når man ikke alene bliver udsat for konkurrence på et af sine kerneområder, men også bliver angrebet på selvforståelsen, skal man holde hovedet koldt. Kampen for at fastholde markedsandele kan blive så indædt, at man kommer til at tænke for kortsigtet og glemmer alt om etik og ordentlighed. Og hvis man har en virksomhedskultur, hvor alle bakker op, og ingen sætter spørgsmålstegn, kan det let gå galt. Som det gjorde i Falcks tilfælde. Korpsånden tog overhånd.

Den nuværende topledelse i Falck med CEO Jakob Riis i spidsen står nu med hele oprydningsarbejdet med at genoprette Falcks omdømme. Det er uden tvivl en utaknemmelig opgave, og jeg misunder ikke Jakob Riis. Men på ét punkt har han trådt forkert: Lige siden Jakob Riis tiltrådte i maj 2017, har han nærmest konsekvent talt negativt i medierne om sine forgængere.

Det er simpelt hen dårlig stil. Og det gælder, uanset om man hedder Jakob Riis eller er nytiltrådt CEO i øvrigt. Som ny mand i toppen skal man huske, at man er trådt ind i en virksomhed med en historie. Man skal huske, at langt de fleste ledere og medarbejdere har arbejdet loyalt for virksomheden også under den gamle topledelse. Alle disse ledere og medarbejdere føler sig trådt på, selv om man som ny CEO kun taler dårligt om sine forgængere i topledelsen. Og man risikerer, at nogle af medarbejderne – berettiget eller ej – vil gå rundt og hviske om, at det kun er et lille menneske, der har behov for at stive sig selv af ved at træde på andre.

Og så er der lige 1000-kroners-spørgsmålet: Ville jeg selv som ekstern konsulent have bistået Falck med skræmmekampagnen mod Bios? Nej da. Det er jeg alt for meget Falck-mand til.