Pas på din troværdighed når du siger farvel
Du kender sikkert godt de LinkedIn-opdateringer, der starter med ”Efter x forrygende, udfordrende og lærerige år i y-virksomhed kan jeg nu mærke, at jeg skal prøve noget andet, og derfor har jeg opsagt min stilling”.
Du har sikkert også mere end én gang spurgt dig selv, om din LinkedIn-connection nu også helt selv havde besluttet at droppe sit gode job – eller om han havde fået lidt hjælp til at træffe beslutningen. Og om den pågældende hjælp blev givet på et meget kort møde på chefens kontor.
Du har måske undret dig over, hvor tit det sker, at folk i dit netværk pludselig offentliggør, at de gennem lang tid har ønsket at få mere tid til familien, og at de er klar til at drikke kaffe med dig, da de efter eget ønske forlader deres arbejdsplads med øjeblikkelig virkning.
Jeg skal med det samme medgive, at jeg kender mange, der rent faktisk selv har valgt at sige op for at trække vejret dybt og revurdere, hvad de vil med deres arbejdsliv. I så fald er det selvfølgelig helt ok at skrive et opslag, der afspejler beslutningen.
Men hvorfor dog tabuisere det, hvis man reelt er blevet fyret? Langt de fleste oplever jo mindst en gang i årenes løb at modtage en opsigelse. Man er ikke en marginaliseret taber, fordi man bliver afskediget. Det er tværtimod helt almindeligt.
Det kan være hårdt nok at måtte sige farvel til job og kolleger. Men det kan være endnu værre at miste sin troværdighed, fordi man har fået iscenesat sig selv som en succes, der selv har truffet en epokegørende beslutning. Især hvis virkeligheden er, at man har fået et smertefuldt spark bagi.
De fleste, der bliver fyret, oplever at være i en personlig krisesituation. Her er det ikke ligegyldigt, hvordan man håndterer sin personlige krisekommunikation. Hvis man gerne vil ud af krisen med troværdigheden i behold, er det næppe en god ide at stå frem som én, der selv har set lyset for enden af tunnelen, hvis realiteten er, at man lige er blevet skubbet ind i tunnelens mørke.
Dertil kommer den akavede situation, som opstår i kommentarsporet med alle de mange velmenende kontakter, der ønsker ”tillykke med den modige beslutning” og skriver ”sejt” og ”hvor lyder det godt”, når man i virkeligheden er frustreret og måske i chok over at have mistet sit job.
Her er fem gode råd til din personlige krisekommunikation, hvis du selv skulle blive afskediget:
1) Tænk over hvad der er vigtigst for dig: At fremstå som en succes med kontrol over tingene. Eller at værne om din troværdighed og personlige integritet.
2) Gør dig klart, om det er dit behov eller din arbejdsgivers behov, at det ser ud som om, at du selv har sagt op. Hvis det reelt mest er din arbejdsgivers behov, så overvej grundigt, hvad det indebærer for dig selv at foregive noget, som ikke stemmer helt overens med virkeligheden.
3) Tænk over hvordan du vil håndtere kommentarsporet. Vil du blive ved med at ”spille spillet” og takke for de forventelige lykønskninger?
4) Tænk over hvad du vil sige, når du mødes med folk face-to-face. Kan du opretholde facaden og fastholde historien om, at dit farvel til jobbet var dit eget valg?
5) Har du i virkeligheden allermest lyst til at give dig selv lov til at være vred og ked af det? Så husk, at det kan blive rigtig akavet, hvis du har fortalt hele verden, at du selv har truffet en af dit livs bedste beslutninger.