Statsministerkandidaternes kommunikation: Det er ikke det de siger

Af kommunikationsrådgiver Annette Bjerre Andersen Ryhede, Artikulation, og kommunikationsrådgiver Claus Jørgensen, Renommé Kommunikation

Kropssprog, attitude og evne til at håndtere modstand kommer mere end nogen sinde før til at afgøre, hvem der skal være Danmarks statsminister. Politisk er Socialdemokratiet og Venstre så tæt på hinanden, at det kan være svært for mange af vælgerne at se forskellen. Dertil kommer, at både Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har bevist, at de behersker det talte og det skrevne ord. Når de to statsministerkandidater har kontrol over situationen, er de begge eminente verbale kommunikatorer.

De store spørgsmål er derfor, hvordan Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen vil kommunikere non-verbalt. Hvordan de vil reagere under pres. Og hvordan vælgerne vil opleve deres evner til at håndtere personangreb.

Mette Frederiksen

Som udfordrer til den siddende statsminister har Mette Frederiksen den fordel, at hun repræsenterer forandring. Hun kan som Obama trække forandringskortet ”change we can believe in”. Hun går da også til valg på outdoor-sloganet ”Der er en anden vej for Danmark”. I hendes meget personlige ”jeg er ligesom jer”-pjece bliver klima, de svageste og især børnene nævnt. Men hvor vil forandringen være at finde, hvis den økonomiske politik og udlændingepolitikken bliver stort set den samme som den nuværende? 

De politiske sammenfald betyder, at Mette Frederiksens kommunikation vil få afgørende betydning for, om vælgerne vil opfatte hende som favnende nok – for hele Danmark.  Vil hun ligne en statsminister? Hvilke sager så vi hende i, da hun selv var minister? Formåede hun dengang at kommunikere samlende og appellerende til en bred gruppe af danskere? Udviste hun styrke, stats”mand”skab og værdier, som en bred skare af danskere er enige i?

Det vil også blive afgørende, hvordan Mette Frederiksen håndterer modstand i valgkampen. For modstand - det får hun. Hun vil føle sig angrebet helt ind i hjertet, og det vil lykkes Venstres kampagnemaskine at få nogle af medierne til at bringe personligt belastende historier. Tænk bare på hvordan skattesagen med Thorning/Kinnock ”tilfældigvis” prægede medierne netop i valgkampen i 2011.

Vi tænker her for det første på fortællingerne om dårligt psykisk arbejdsmiljø og raseriudbrud fra Mette Frederiksens tid som hhv. beskæftigelsesminister og justitsminister.

Den anden store udfordring bliver historier om Christiania. Mette Frederiksens forlovede Bo Tengberg har i mange år resideret på Christiania, hvor også flere andre med samme efternavn bor. Hvis man har boet på fristaden Christiania, så vil man kunne klandres for at have meldt sig ud af det solidariske fællesskab, som velfærdssamfundet er baseret på. Desuden vil man som minimum have været meget tæt på problemer som fx misbrug, omsorgssvigt, kreativ omgang med offentlige midler og åbenlys kriminel adfærd. Det er meget svært for en christianit at undgå at blive associeret med at være nabo til Pusher Street. 

Den tredje store udfordring vil være historier om Mette Frederiksens familieliv. Mette Frederiksen er ved at flytte sammen med sin forlovede i en villalejlighed i Hareskovby. Det vil blive problematiseret, om Mette Frederiksen vil have overskud nok til at varetage en statsministerpost, samtidig med at hun skal have en sammenbragt familie med i alt 5 teenagebørn til at fungere. Med mindre Mette Frederiksen og Bo Tengberg besidder nærmest overnaturlige evner, vil deres villalejlighed i Hareskovby blive en smeltedigel af hormoner og frustrationer. Der vil være gråd og smækken med døre, og den slags ting kan man ikke bare slette fra baghovedet, uanset om man er mor eller far. Det komplicerede familieliv kan dog også blive en fordel for Mette Frederiksen, fordi mange danskere lige som hende lever i sammenbragte familier. Det gør hende til en statsminister, vi kan identificere os med. Men er det nok? Det er ofte blevet sagt om topjob, at de kræver, at der er ro på bagsmækken. Og vil Mette Frederiksen med sin kommunikation overbevise vælgerne om, at der er ro nok på hendes bagsmæk til, at hun kan blive en eminent statsminister for os alle sammen?

Hvorfor betyder privatlivet noget?

Det er en velkendt anke, at det kun er kvindelige top-politikere, der af medierne bliver spurgt til ’hvordan det skal gå med familien, når nu de skal være så meget væk’. Og anken er velbegrundet. For os bekendt er det ikke et spørgsmål, der hyppigt bliver stillet til mandlige top-politikere, selvom det kan synes usandsynligt fx at bo i Jylland, være minister i København og stadig have børn, der får dækket behovet for et fædrene ophav. Forskellen ligger måske i, hvordan man som top-politiker vælger at bruge det i sin kommunikation. Går man offentligt og progressivt ud med sit privatliv som en del af den personlige værdi-branding? Eller lader man privatlivet forblive i baggrunden og bruger kommunikations-musklerne på de politiske budskaber?

Hvem har man stående ved sin side? Én med en tilsvarende krævende karriere – eller én der trives med at stå i baggrunden og få tingene til at fungere? Vi vil vove den påstand, at med et budskab om at være børnenes statsminister kan flanken om et krævende privatliv ikke lukkes med meldingen, at man får hjælp af bedstemor. Og slet ikke en au pair. Det rimer ikke godt på socialdemokrat. Nok af samme grund var dilemmaet mellem privatliv og statsministerliv det bærende tema for Birgitte Nyborg i Borgen. Et tema mange danske karrierekvinder nok selv bakser med. Spørgsmålet er og bliver, om Mette Frederiksen har fundet opskriften på, hvordan man får tingene til at fungere – både det ene og det andet sted. For faktum er: Bliver Danmark ramt af terror eller andre former for voldsomme begivenheder, har befolkningen brug for hende. Til at gå ud og samle, rumme og hjælpe os tilbage til håbet, som vi fx så Stoltenberg gøre, da Utøya ramte. Her kommer vi som befolkning før alt andet. Det er loddet for en statsminister. Spørgmålet er, om det billede, der kommunikeres, viser, at der er ro nok på bagsmækken, til at Mette Frederiksen kan indtage denne rolle.  

“Det bliver afgørende, hvordan Mette Frederiksen håndterer spørgsmål fra medierne om Christiania. Hvis man som Mette Frederiksens forlovede har boet på fristaden Christiania, så vil man kunne klandres for at have meldt sig ud af det solidariske fællesskab, som velfærdssamfundet er baseret på”

Lars Løkke Rasmussen

Statsministeren har udviklet sig til en fremragende kommunikator verbalt og skriftligt, ikke mindst på sociale medier. Han har på eminent vis formået at indfange almindelige gennemsnitsdansker-begreber om sund fornuft og gode afbalancerede værdier. Samtidig kommunikerer han med personlig kant. Vælgerne har en oplevelse af, at man kan sætte sig ned sammen med ham og nyde den berømte gode fadøl. Og han giver indtryk af, at sådan som han fremtræder på tv-skærmen – sådan er han også, hvis man er ude at løbe en tur med ham.

Lars Løkke Rasmussen har også den fordel, at vælgerne er vant til at se ham i statsministerrollen – en rolle han i øvrigt er vokset med. Lars Løkke Rasmussen har vist sig som den alfaderlige statsmand, der kommunikerer entydige værdier og melder klart ud, fx i forbindelse med sagerne om hvidvask og udbytteskat.

De store spørgsmål er derfor: Kan Lars Løkke Rasmussen undgå flere bilags- og bisiddersager og kompromitterende billeder med fadøl? Kan han med sin fremtræden og sit kropssprog udstråle overskud både fysisk og mentalt? Kan han undgå at blive hidsig? Vil han se fit og frisk ud, som han gør, når han inviterer grupper af danskere med på løbeture på Marienborg? Eller vil man få ham at se lettere oppustet, rødmosset og med svømmende øjne? Vil vælgerne få et billede af statsministeren som en mand, der altid er på vej til den næste rygepause? Vil han træde frem på tv-skærmen og se udmattet ud efter et maratonmøde i Bruxelles, så folk misforstår situationen og tror, at han da vist er kommet for sent i seng?

Kropssprog

I et studie undersøgte Mehrabian, hvad vi lægger mest vægt på, hvis vi er i tvivl om, hvad en person egentlig føler – ord eller kropssprog. Studiet er blevet brugt til at sige, at kropssprog betyder mere end ord. Og det er der ikke belæg for i studiet. Kropssprog kan som bekendt ikke kommunikere et budskab som ’en anden vej for Danmark’. Her skal der ord til. Men kropssprog fortæller noget om vores indre tilstand. Om vi er rolige eller urolige i situationen. Om vi føler os truede (og enten søger at gemme os ved at krumme ryggen og holde hænderne op foran kroppen – fx i klassisk armlås – eller vi bliver aggressive og læner os frem mod modparten.

Man siger ofte, når det gælder kropssprog, at kroppen sladrer. Helt uden vi er bevidste om det. Derfor er det ikke overraskende, at mennesker, der har prøvet at blive udfordret af en kritisk interviewer under medietræning, bliver overraskede, når de ser video-optagelsen. På tv-skærmen ser de deres egen krop bevæge sig i vinkler, de ikke anede den kunne, mens ansigtet lægger sig i knapt så flatterende folder. De kan selv tydeligt se, at den følelse af pres, de mærkede, da de blev interviewet, på alle måder er kommet ud på den anden side af tv-kameraet.

Derfor vil den kommende valgkamp udfordre Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen på evnen til at kunne berolige eget nervesystem og tænke klart, når kameraerne ruller. For pressede, det vil de blive. Og nogle gange hopper kæden af. Det sker for selv den bedste. Tænk bare på det berømte interview med Bertel Haarder for nogle år siden.

Det er kun i orden at ”tabe sutten”, hvis seerne er enige i, at dér gik journalisten for langt, og at det er et udtryk for statsmandskab at kunne sige fra. Men i laaangt de fleste tilfælde høster man som politiker flest points ved at kunne se det hele ovenfra og svare sagligt og i tråd med ens værdier.

Det er heller ikke en god idé at være overkontrolleret og anspændt i hver en muskel, for at kroppen ikke skulle kunne finde på at sladre. Det kan ses. Vi får let tanken: Hvad prøver du at skjule? Skal der ikke mere til at gøre dig nervøs? Og hvem er du egentlig?

Ser vi det samme billede af Lars Løkke og Mette Frederiksen, når de får modstand, som det billede, de gerne vil vise af sig selv i den orkestrerede del af kommunikationen?

Hvis det IKKE er tilfældet, kan vælgerne blive forvirrede. De kan tænke ”Hvem er den rigtige Lars Løkke?” og ”Hvem er den rigtige Mette Frederiksen?” Og det kan blive afgørende for valgets udfald.