Guide til jeres planlægning af Folkemødet

 
HH

Der er længe til juni 2020, men hvis I skal med på Folkemødet, er planlægningen et kompliceret puslespil, og det er et stort arbejde at få alle aftaler på plads.

Her er 7 pointer, som I kan bruge i jeres refleksion og planlægning:

1.     Start med at overveje, hvorfor I egentlig er med på Folkemødet. Er det for at sætte nogle væsentlige temaer på den politiske agenda? Er deltagelsen et led i jeres branding? Eller er I mest af alt i Allinge for at dyrke netværk? Selv om svaret måske ikke er entydigt, er det vigtigt, at I tager diskussionen og bliver helt skarpe på, hvad jeres formål primært er.

2.     Skal I have jeres eget telt eller måske endda en scene? Hvis I har jeres eget telt, har I en base og et hjemsted for jeres debatter. I kan invitere Folkemøde-deltagere og stakeholders på besøg i teltet, og I kan bruge teltet/scenen i jeres branding. Men hvis I først og fremmest er med på Folkemødet for at møde mennesker, kan teltet være en ulempe. I vil være tvunget til at holde teltet bemandet, og der er rigtig megen praktik forbundet med at have et telt. Derfor: Hvis I er i Allinge med en lille delegation og helst vil netværke og lade jer inspirere, så er det næppe en god idé at bruge ressourcer på at have et telt.

3.     Hold fokus. Og pas godt på jeres paneldeltagere. I organisationer støder man ind imellem på det argument, at det ser godt ud over for medlemmerne, at formanden deltager i 17 debatter over tre dage. Men det er ikke optimal interessevaretagelse, at I skyder på alt, hvad der rører sig. Vælg hellere 2 eller max 3 temaer, som I engagerer jer i. Disse temaer kan I så give fuld opmærksomhed før, under og efter Folkemødet. Sørg for at lægge luft ind i jeres paneldeltageres programmer. Giv dem tid at blive hængende til smalltalk efter debatterne. Og giv dem pusterum, hvor de kan gå rundt på Folkemødet og dyrke tilfældige møder. Eller måske bare sidde på en klippe og kigge ud over Østersøen.

Jeres events og debatter kan blive endnu mere levende og få endnu mere kant, hvis I inviterer folk med fra helt andre områder end jeres eget. Folk der har et helt andet blik på jeres mærkesager, end I selv har

4.     Find nye venner. Hvis I har en tendens til (næsten) altid at tale med stakeholders fra jeres egen verden, er I ikke alene. Det gør de fleste. Fx arrangerer sundhedsorganisationer ofte debatter med andre sundhedsorganisationer. Men måske kan jeres events og debatter blive endnu mere levende og få endnu mere kant, hvis I inviterer folk med fra helt andre områder end jeres eget. Folk der har et helt andet blik på jeres mærkesager, end I selv har.

5.     Klimadebatten vil flytte ind i alle afkroge af 2020-Folkemødet. Klimaet vil præge debatterne indholdsmæssigt, og I bør have med i jeres overvejelser, hvordan I kan integrere klimaet i jeres debatter. Men I bør også tænke klimaet ind i den praktiske planlægning. Hvordan kommer I fx til Bornholm? Har I arrangeret samkørsel? Og hvis I har merchandise med, er det så noget, folk reelt har brug for, eller er det gimmicks, som – hånden på hjertet – nok havner i Folkemødets affaldscontainere?

6.     Det er cool at være åben og inkluderende på Folkemødet. Aftenfester og andre sociale arrangementer for invites only er over the hill og imod Folkemødets ånd. Folkemødet er Folkemødet – ikke en bornholmsk forlægning af en privat københavnsk hipster-bureau-fest med dørmænd og deltagerliste. Fælles oplevelser for alle med fodbold-EM på storskærm og åbne koncerter er 2020-cool. Hvis I holder et socialt arrangement om aftenen, er der selvfølgelig næppe plads til 30.000 mennesker på en gang. Men giv i det mindste alle mulighed for at tilmelde sig, fx efter først-til-mølle-princippet.

7.     Har I transport og indkvartering på plads? Hvis det ikke er tilfældet, må I hellere komme i gang med at booke i en fart. Molslinjen satte for nogle uger siden salget af billetter til bornholmerfærgerne i gang, og de attraktive afgange bliver hurtigt udsolgt. Indkvartering kan være en stor udfordring, men hvis I ikke nødvendigvis vil bo i gå-afstand fra Folkemøde-området, er der gode muligheder. Også til en ok pris. Et af de store udlejningsbureauer har fx ledige ferielejligheder i Rønne og Svaneke til ca. 6.000 kr. for en uge. Hvis I har is i maven, kan I også vente, til der bliver åbnet for booking af Folkemødecamping og hytter lige i nærheden af Folkemødet.

 

Læs mere her:

https://www.renommekommunikation.dk/events

https://www.renommekommunikation.dk/aktuelt/2018/11/14/folkemoedet-behoever-ikke-at-spraenge-budgettet

 
Claus Jørgensen