Kunne Lê Lê have undgået mediestormen?

Restaurantkæden Lê Lê er kommet i mediestormvejr, efter at kæden midt i oktober gik konkurs. Stormen skyldes, at de fire søskende bag Lê Lê ikke bare lukkede deres restauranter, men lod kæden genopstå i regi af et nyt selskab få dage efter konkursen, hvorved en række kreditorer i det gamle selskab fik en lang næse.

Det er altid kontroversielt, når et firma går konkurs for derefter at rejse sig fra asken. Erhvervsfolk, der foretager en sådan manøvre, bliver almindeligvis anset for at være kyniske svindlere – uanset om de er brugtvognshandlere, håndværkere eller restauratører.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, om Lê Lê-konkursen ud fra en juridisk og forretningsøkonomisk vurdering er den mindst ringe af alle løsninger. Men der er ingen tvivl om, at mediedækningen de forløbne uger allerede nu har været til stor skade for Lê Lê-kædens omdømme. Det brand, som Anh Lê og co. gennem 17 år har kæmpet så hårdt for at bygge op, er i den grad vingeskudt, og det er ikke sikkert, at Lê Lê nogensinde igen får den medvind, som kæden har nydt godt af.

Forløbet viser, at det i en krisesituation ikke er nok, at man indhenter gode råd hos sin advokat og sin revisor. Man skal også tænke kommunikationen ind – endda meget tidligt i processen. Og her tænker jeg på kommunikationen med både kreditorer, medarbejdere, kunder og offentlighed. Det er nemlig sjældent muligt at flyve under radaren – og slet ikke når man har iscenesat sig selv og er blevet en offentligt kendt person som Anh Lê.

I det aktuelle tilfælde fremgår det af mediedækningen, at Lê Lê får hjælp af et pressebureau. Men jeg må gå ud fra, at det pågældende bureau først er blevet involveret så sent, at det reelt ikke har været muligt for bureauet at give den nødvendige rådgivning om krisekommunikation og issues management. Krisehåndteringen har karakter af brandslukning, der er iværksat for sent.

“Med en strategi for kommunikationen ville Lê Lê have ageret proaktivt og målrettet i forhold til kreditorer, medarbejdere og samarbejdspartnere. De ville også have haft en betydeligt mere kvalificeret plan for kontakten med medierne”

Historien om Lê Lê-kædens storhed, fald og genopståen virker mildest talt noget kompliceret, og man skal ikke være særlig dygtig til at læse mellem linjerne i B.T. og Ekstra Bladet for at kunne udlede, at betydelige dele af sandheden endnu ikke er kommet frem. Heriblandt nogle oplysninger, som Anh Lê er nødt til at holde tilbage, fordi Lê Lê har anlagt sag mod den tidligere direktør i det konkursramte selskab, Jimi Høgh Danielsen.

I nyhedsmedierne er der imidlertid sjældent plads til de komplekse mellemregninger. Grundfortællingen er ofte fastlagt fra starten. I tilfældet med Lê Lê ligger hovedvægten både i B.T. og Ekstra Bladet og flere af de mere seriøse branchemedier på, at Lê Lê-familien har lavet en lidt for smart konkursmanøvre, hvorved en række kreditorer er kommet i klemme. Dertil kommer, at de fire søskende har drevet rovdrift på medarbejdere, mens de selv har levet overdådigt på firmaets regning.

Kunne disse historier have været undgået? Det kunne de måske, hvis Lê Lê fra starten havde tænkt på kommunikationen. I så fald havde de kommunikeret proaktivt og målrettet med kreditorer, medarbejdere og samarbejdspartnere.

Med en strategi for kommunikationen havde Lê Lê også haft en betydeligt mere kvalificeret plan for kontakten med medierne. I givet fald havde B.T. og Ekstra Bladet måske i en tidlig fase været mere opmærksomme på den fyrede direktør Jimi Høgh Danielsens rolle. I så fald havde B.T. og Ekstra Bladet måske skrevet, at Jimi Høgh Danielsen er registreret med fem selskaber, der er under konkurs eller opløst efter konkurs, og yderligere fem selskaber, der er likvideret, tvangsopløst eller frivilligt opløst. Måske ville B.T. og Ekstra Bladet også have skrevet, at Jimi Høgh Danielsen i 2011 var involveret i en sag om svindel med AMU-midler – en sag som Operation X afslørede. Og måske ville B.T. og Ekstra Bladet have skrevet, at Jimi Høgh Danielsen i forbindelse med sit virke før Lê Lê-tiden figurerer på en svensk hjemmeside med en oversigt over telefonsælgere, som der advares imod.

Sagen om Lê Lê er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man som virksomhed tror, at man kan foretage en rask lille rekonstruktion uden at have lagt en strategi for kommunikation og krisestyring. Det kan godt være, at man har advokaten og revisoren med sig, hvis man genrejser et selskab efter en konkurs. Men det kan man ikke bruge til så meget, hvis man står tilbage med et totalskadet omdømme.