Will Smith: Virkeligheden slår igen

Sagen om Will Smith og den så omtalte Oscar-lussing er et stilstudie i, at en undskyldning ikke bare er en undskyldning. Som krisekommunikativt redskab har undskyldningen mange ansigter. Will Smith nægtede at sige undskyld for sin lussing til Chris Rock under selve Oscar-showet, men nøjedes med en tårevædet beklagelse over for akademiet bag prisuddelingen. Først et døgns tid senere fik en tydeligt presset Will Smith med hjælp fra diverse rådgivere lagt en klar undskyldning, der også var rettet direkte til Chris Rock, på sin Instagram-profil.

Var det god krisekommunikation? Det korte svar er nej. En undskyldning, der reelt ikke er en undskyldning, er intet værd. Undertiden gør den endda større skade end gavn. Og en undskyldning, der bliver skrevet med ført hånd efter timelange overvejelser, gør ikke helhedsindtrykket meget bedre.

Man kan altid diskutere, hvor meget lussing-sagen reelt kommer til at betyde, når røgen en gang har lagt sig. Man kan også undre sig over, at Will Smith fordømmes så skarpt af Oscar-akademiet, samtidig med at der uden problemer uddeles lussinger til højre og venstre i en lang række af de produktioner, som medlemmerne af akademiet selv står bag.

Nu er den amerikanske filmindustri jo ikke det sted i verden, hvor dobbeltmoralen har de sværeste vilkår. Så måske er det hele ikke så mærkeligt. Og mange vil nok indvende, at det jo ”bare er film”, hvis der er nogen, der opponerer mod, at kvinder og mænd rask væk stikker hinanden flade i film og serier.

Omvendt kan man sige, at film i nogen grad afspejler virkeligheden. Ikke desto mindre er lussingen som en del af filmsprogets non-verbale kommunikation et almindeligt anvendt virkemiddel. Lussingen indgår som en non-verbal kliché i et utal af film og serier, herunder mange produktioner med et udpræget realistisk indhold. Tænk bare på, hvor mange film og serier du har set, hvor der som et element i en ophedet diskussion indgår en situation, hvor den ene part giver den anden en lussing. Det sker både i diskussioner mellem parter af samme køn og i diskussioner mellem mand og kvinde. Ofte er scenerne bygget sådan op, at seernes sympati primært kanaliseres over hos den part, der har givet lussingen. Mange gange kan lussingen i filmens kontekst forsvares, og ofte er det ud fra filmens præmisser helt på sin plads, at den ene part giver den anden én på låget, således at vedkommende, der modtager lussingen, endelig kan komme til fornuft.

“En undskyldning, der reelt ikke er en undskyldning, er intet værd. Undertiden gør den endda større skade end gavn. Og en undskyldning, der bliver skrevet med ført hånd efter timelange overvejelser, gør ikke helhedsindtrykket meget bedre.”

Uden for filmenes og seriernes univers er der generel konsensus om, at vold aldrig må være en løsning. Hvis en diskussion mellem engagerede medarbejdere på et møde på en almindelig dansk arbejdsplads førte med sig, at salgsassistent Rikke slog projektmedarbejder Thomas i ansigtet, så ville ledelsen nok i løbet af få minutter hjælpe Rikke til at forstå, at hun hellere straks måtte meddele sine LinkedIn-connections, at hun gennem et stykke tid havde tumlet med tanker om at søge nye udfordringer på en ny arbejdsplads. Men på film er lussingen en legitim del af sproget. Som non-verbalt kommunikativt konfliktløsningsværktøj er lussingen bredt accepteret af publikum.

Måske glemte Will Smith i et splitsekund under Oscar-uddelingen, at han ikke var en actionhelt, der sad i venteposition på et filmset, men at han faktisk var trådt ud af filmens fiktive univers og ind i en virkelighed, hvor der gælder helt andre normer. Jeg kan af gode grunde ikke vide, om det er sådan. Men hvis jeg har fat i en ende, kan det være en del af forklaringen på den lidt besynderlige krisehåndtering fra såvel Will Smith og hans rådgivere som fra Oscar-akademiet.

Når man analyserer kriser og krisekommunikation, skal man huske at indtænke den kontekst, som krisen opstår i. Will Smith stak en lussing i kontekst af filmfolkets fejring af sig selv. Og der var glimmer og glamour, så det var nærmest som en film. Lige indtil virkeligheden slog igen.