Kronprinsparret og Herlufsholm-krisen
Sagen om Prins Christians og Prinsesse Isabellas skolegang på Herlufsholm har udviklet sig til den hidtil værste mediekrise for kronprinsparret. I en helt uvant grad er parret blevet genstand for kritiske artikler og indslag, og på de sociale medier står harmdirrende bemærkninger i kø i kommentarsporene. Det er tydeligt for enhver, at det er svært for både kronprinsen og kronprinsessen at få ordvalg, kropssprog og attitude til at spille sammen med den positive imødekommenhed, som parret gerne vil være kendt for.
Det store og graverende problem er, at prinsens og prinsessens skolegang på Herlufsholm clasher i forhold til det billede, som kronprinsparret har opbygget af sig selv som de folkelige kongelige, der inviterer hele familien Danmark til Royal Run, går til håndboldkampe og hidtil har lagt vægt på, at deres børn skulle gå i en almindelig folkeskole. Jeg ved positivt, at der på Herlufsholm går børn og unge med kærlige forældre fra ganske gennemsnitlige familier. Ikke desto mindre hviler der en aura af elite, aristokrati og rige folks forsømte børn over skolen, og den aura har fået mange til at tvivle på, hvor dybt den kongelige folkelighed egentlig stikker.
Hvis det at være kronprins og kronprinsesse blot var en konkurrence om at opnå den størst mulige popularitet så hurtigt som muligt i den størst mulige del af befolkningen, ville løsningen være ganske enkel. I så fald skulle kronprinsparret umiddelbart efter visningen af TV2-dokumentaren ”Herlufsholms Hemmeligheder” have taget Prins Christian ud af skolen og annulleret Prinsesse Isabellas start i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien.
I givet fald havde kronprinsparret undgået det nuværende mediestormvejr. Deres børn ville dog sandsynligvis have oplevet beslutningen som et tillidsbrud, og nogle af kronprinsparrets venner havde nok lidt sarkastisk spurgt, om Kongehuset nu var begyndt at ligge under for useriøs hetz i sladderpressen. Men i den brede befolkning ville man se en resolut beslutning dels som et udtryk for handlekraft, dels som en naturlig konsekvens af kronprinsessens engagement i kampen mod mobning.
Problemet er bare, at sagen er mere kompleks, end den ser ud til ved første øjekast. Og kronprinsparret ville kun have opnået en kortsigtet popularitetsgevinst, hvis de straks havde vendt Herlufsholm ryggen. Af disse grunde er det min vurdering, at store dele af Kongehusets håndtering af miseren faktisk har været ok. Godt nok ville jeg selv have rådet Kronprinsesse Mary til at droppe det akavede besøg på Haslev Idrætsefterskole, men det grundlæggende ønske om at få forholdene på Herlufsholm undersøgt til bunds giver god mening.
“Kronprinsparret og deres dygtige rådgivere på Amalienborg kommer til at slås med denne sag et godt stykke tid endnu, og i forhold til felttoget mod mobning kommer især Kronprinsesse Mary til at kæmpe hårdt for, at alle genvinder troen på, at hun mener det alvorligt.”
Den krisekommunikation, som kronprinsparret har stået for, skal ses i lyset af, at sagen om deres børns skolegang er et vanskeligt dilemma, hvor Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary har skullet balancere en række hensyn. Jeg kender af gode grunde ikke dem alle, men her er nogle eksempler:
1) Hvis Prins Christian og Prinsesse Isabella ikke skal gå på Herlufsholm, hvor skal de så gå? Kan man være sikker på, at der ikke om et års tid kommer kritisk medieomtale af prinsens og prinsessens nye skole? Deres far gik på Øregård Gymnasium. Altså et gymnasium som har været i vælten for puttemiddage, digital sexchikane og kokainmisbrug blandt eleverne. Andre uddannelsessteder har været kritiseret for problemer som ydmygende sladdergrupper på sociale medier, sexistiske kåringer, diskrimination og social kontrol. For en dygtig tv-dokumentarist ville det være muligt at lave dokumentarprogrammer med sønderlemmende kritik af rigtig mange uddannelsessteder i Danmark. Ikke med de samme kritikpunkter som i ”Herlufsholms Hemmeligheder”, men med et indhold, der ville skabe lige så megen furore.
2) Kunne det tænkes, at det på den lange bane vil være bedst for kronprinsparrets omdømme, at de medvirker til at ændre de kritisable forhold på Herlufsholm indefra? Kunne især kronprinsessen ved at lade sine børn blive på skolen lægge et hårdere pres på Herlufsholm i forhold til tiltag mod mobning og trivselsproblemer?
3) Kronprinsparret er ikke bare kongelige, men også forældre. Meget tyder på, at de har lyttet til deres børns ønsker vedr. skolevalg. Og det er af flere grunde forståeligt, hvis Prins Christian og Prinsesse Isabella selv har presset på for at få lov til at gå på Herlufsholm. En af grundene er, at Herlufsholm er et i nogen grad lukket miljø, hvor man er mere beskyttet mod mobilvideo-optagelser af ens gøren og laden end på almindelige gymnasier.
Kunne linedansen mellem de forskellige hensyn have været undgået? Ikke som situationen er nu. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary har med valget af Herlufsholm for et år siden sagt A, og jeg gætter på, at de nu sidder i de kongelige gemakker og taler frem og tilbage om, hvordan de på den bedst mulige måde får sagt B.
Mens kronprinsparret er i tænkeboks, kan vi andre spørge os selv, om vi overhovedet skal blande os i, hvor Christian og Isabella går i skole. Det skal vi vel dybest set ikke. Men det er uundgåeligt, at Herlufsholm-sagen får betydning for kronprinsparrets omdømme. Og én ting er sikker: Kronprinsparret og deres dygtige rådgivere på Amalienborg kommer til at slås med denne sag et godt stykke tid endnu, og i forhold til felttoget mod mobning kommer især Kronprinsesse Mary til at kæmpe hårdt for, at alle genvinder troen på, at hun mener det alvorligt.